Fru Kampfisk Ålen og Den Lille Snegl

Fru Kampfisk, Ålen og Den Lille Snegl
Det var en dag af de sædvanlige. De fastkørte mønstre havde udspillet sig fra morgenstunden som efter en nøje planlagt drejebog. Ålen havde slænget sig på sofaen med fjernbetjeningen allerede efter morgenmaden, der var blevet indtaget i hast og tavshed. Fru Kampfisk, der havde drømt om, at familien skulle foretage sig noget aktivt sammen denne søndag, bed i starten skuffelsen i sig og håbede på, at Ålen, bare denne ene dag, ville rejse sig fra sin passive plads og helt undtagelsesvist tage initiativ til familiefællesskab. Men som formiddagen skred frem uden andre livstegn fra Ålen end de skiftende klik mellem programmerne, steg hendes frustration til vrede, og selv om hun inderligt havde intentioner om at prøve at tøjle sit temperament, tændte Ålens passivitet og flegmatiske glathed altid hendes raseri.
Hun havde ellers troet på, at dette forhold ville blive anderledes. Med to forliste, voldelige forhold bag sig var hun faldet fuldstændigt for denne galante og fredelige kavaler. Hun havde dog først mødt ham kampberedt og med alle forsvar oppe, men han havde snoet sig om hende, holdt døre og båret indkøbsposer, og undskyldt sine mindste fejltrin. Hun havde hurtigt indset, at her var hendes store chance for at komme til at leve fredeligt til sine dages ende, så hun havde snart ladet barriererne falde, og det var da også hende, der endeligt havde taget initiativ til brylluppet. Hun havde nok vagt fornemmet, at Ålen i starten forsøgte at sno sig udenom, men da hun overtog kontrollen med planlægningen, havde han accepteret og ladet sig glide med. Hurtigt efter brylluppet var Den Lille Snegl kommet til, og alt tegnede til, at freden ville sænke sig over den lille familie.
Nu skulle drømme opfyldes.
Fru Kampfisks drømme tegnede billeder af en betænksom og handlekraftig mand, i hvis skygge hun selv ville blive blid og føjelig. Ålen drømte om en lidenskabelig og handlekraftig kone, som kunne håndtere verdens besværligheder for ham, så han selv kunne trække sig tilbage til drømmenes verden.
I flere måneder ledte de hos hinanden efter de tegn, der skulle bekræfte, at drømmene ville gå i opfyldelse. I starten gjorde Fru Kampfisk desuden, hvad hun kunne for at blive blid og bøjelig, mens hun håbede på at opleve Ålens handlekraft. Mens hun ventede på, at det ikke skete, besluttede hun, at hjælpe ham lidt på vej. Det var en uvant velsignelse for Fru Kampfisk i dette nye forhold, at slippe for jævnligt at blive slået til plukfisk, og hun brugte nu sit nyvundne overskud til utrætteligt at prøve at forme denne nye føjelige partner efter sit drømmebillede; men som en ægte kampfisk kendte hun ikke forskel på kamp og kærlighed, og med hele sit energiske temperament hundsede og hersede hun med Ålen for at banke handlekraften frem hos ham. Ålen, der havde håbet på nu helt og fuldt at kunne hellige sig sit dagdrømmeri med en handlekraftig kone ved sin side, blev forvirret over at møde disse krav om handling rettet mod sig selv, og han prøvede med hele sin medfødte smidighed at smyge udenom, glide af og glatte ud. Mens hendes oprørte stemme bredte sig på overfladen som ringe i vandet, dykkede han ned på den mørke bund og ventede på at stormen ville drive over.
Således også denne søndag formiddag. Fra sin lukkede verden i sofaen havde han allerede fornemmet hvordan de uudtalte forventninger længe havde kruset vandet, og nu brød stormen løs. Som hun stod der over ham, oppustet og blå i kammen, havde han intet højere ønske, end at hun bare ville klappe gællerne i og lade ham være i fred. Når hun længe nok havde ladet ordene hagle ned over ham uden respons, ville det ende med, at hun til sidst slog ham med avisen eller fjernbetjeningen, og først derefter ville han rejse sig for at gå i værkstedet eller kælderen.
Mens disse ensidige kampe stod på, så Den Lille Snegl resigneret til fra sit lille sneglehus. Den Lille Snegl, som ifølge sin mor slægtede sin far på, trak sig oftere og oftere tilbage, sammenrullet i sin egen lille verden. Efter Ålens mening havde Den Lille Snegl derimod arvet sin mors krigeriske temperament, og Ålen havde derfor konsekvent ignoreret ethvert tegn på trods og selvstændighed, som sønnen havde vist. Den Lille Snegl, der ønskede at være elsket og respekteret af begge sine forældre, havde mere end travlt med at opfylde forældrenes modsatrettede forestillinger og forventninger. I timevis iagttog han forældrenes ulige kamphandlinger, for at kunne forudsige deres næste bevægelser og handle hurtigt derefter. Men Den Lille Snegl var endnu for langsom, og han endte ofte med at gøre ondt værre.
Færre og færre blev de tidspunkter, hvor der syntes at være en form for forbundenhed mellem de to forældre.
Mens Fru Kampfisk udlevede sin lidenskabelige kamplyst i dagens timer, vågnede Ålen først op, når det blev tusmørke. På dette korte tidsrum af dagen havde han indtil nu altid kunnet sno sig om hendes lillefinger med sin blide lidenskabelighed, men nu syntes dagens fortrædeligheder så ophobet i hende, at han heller ikke i dette korte tidsrum længere var i stand til at nå hende. Når mørket endelig sænkede sig faldt Fru Kampfisk udmattet i søvn oven på dagens kamphandlinger. Ålen derimod satte sig tilrette ved skrivemaskinen i kælderen og satte ord på sine vidtløftige og dramatiske dagdrømme, indtil morgengryet startede en ny dag på slagmarken.
Men denne søndag tog Den Lille Snegl en usædvanlig beslutning. Som i en film han havde set for mange gange før, så Den Lille Snegl moderen hente den sammenfoldede avis, og han så faderen modtage slaget, som om han fortjente det, før han sneg sig ud i værkstedet. Med faderen nu i en ny lukket verden og moderen bag køkkenets hårdt lukkede dør var der ingen, der tænkte på Den Lille Snegl.
Da de to sårede endelig dukkede op fra hver deres skyttegrav ved tusmørketid, gik det derimod hurtigt op for dem begge, at ingen af dem havde foretaget sig dét, de hver især havde forventet af hinanden, nemlig at se efter Den Lille Snegl. Ålen udsatte starten på et nyt uundgåeligt verbalt angreb ved hurtigt at sno sig mellem møblerne hen til den plads i hjørnet, hvor det lille sneglehus lå.
Huset var tomt.
De følgende dage blev hver en krog endevendt og hvert et ondt ord sagt, før der til sidst ikke var flere kroge at vende og flere ord at sige. Nu sad forældrene som forandrede ved siden af hinanden i sofaen; Fru Kampfisk tavs og tappet for enhver kampgejst og Ålen så overvældet af realiteter, man ikke kan sno sig væk fra, at der ikke var plads til én eneste drømmerisk tanke i hans hoved.
Dér sad de uforandrede, indtil foråret kom, og sangen trængte ind af vinduet. I starten registrerede de den knapt nok, men sangens insisterende intensitet trængte til sidst gennem deres glasklokke og lokkede dem hen til ruden. De så først intet mod det skarpe sollys, men ørerne opfangede, at sangen kom fra mejsekassen i træet udenfor. Der blev tilsyneladende gjort forårsrengøring derude; gamle strå og fjer blev smidt ud af redehullet, mens der blev sunget lystigt til arbejdet. Da mejsekassen til sidst var tømt for gammelt redemateriale, dukkede et par følehorn op i indgangen. Fru Kampfisk og Ålen, der stadig missede mod det skarpe lys, veg forfærdede tilbage. Nu kom hele sneglen til syne i hullet. Solen glitrede i dens nøgne glatte krop, da den satte af fra mejsekassen og svævede ud i luften. Med sin smidige krop snoede den sig elegant ud og ind mellem træets grene, for til sidst at lande på en kvist lige ud for parrets rude. Her satte sneglen sig og sang igen af hjertens lyst. Dens klare melodiøse stemme svømmede ind i kampfiskens og ålens hjerter og ruskede i døre, der længe havde været lukket.
”Det kunne have været vores søn”, sagde Fru Kampfisk stille, ”men han var jo så langsom og tilbageholdende, og han sagde aldrig et pip”.
Men Ålen sagde: ” Sådan havde jeg aldrig drømt det”.